Den Danske landand stammer sandsynligvis fra den Pommerske and. Racen kendes siden slutningen af 1800-tallet, men den har aldrig haft stor udbredelse, og den har i perioder været næsten forsvundet.
I 1800-tallet var tamænder udbredt på gårde i Nordjylland og på Fyn. Tidligere og i resten af landet sås ænderne derimod kun hos de mest velhavende bønder, på præstegårdene og på herregårdene, da tamme ænder skal fodres med meget korn og derfor er relativt dyre at fede op.
Fænotype
Racen findes i tre farvevarianter. Den forekommer som hvid, vildtfarvet og sort med hvidt bryst. Racen er beskrevet som en kraftig race med en lang og bred krop. Den har en god balance og er dybtstillet. En udvokset and vejer mellem 2,75 og 3 kg, mens andrikken vejer mellem 3 og 3,75 kg.
Produktionsegenskaber
Normalt producerer den Danske landand mellem 60 og 100 æg på en sæson, men den kan producere op til 200 æg/år, hvis æggene fjernes løbende.
Racen er hurtigvoksende og har en rigtig god kødsætning. Kødet er hvidt og beskrives som saftigt og velsmagende. I dag bruges racen ikke i erhvervsmæssig avl, da farvede fjer giver sorte fjerstubbe i kødet. Kødet fra 16 uger gamle ællinger betragtes som meget velsmagende. Der er et stegesvind på 32,5 % ved 49 dage og 34,4 % ved 91 dage. Ved 91 dage har anden et smalt bryst, der ikke synes særligt fyldigt, mens lårene er pænt udviklede med god kødfylde. Ænderne har tendens til at blive fede.
Reproduktion
Den Danske landand har i nogen udstrækning bevaret yngelplejeinstinktet, men racen er knap så frugtbar som andre anderacer. Dødeligheden hos ællinger er lav.
Andet
Racen er rolig og har udpræget evne til fødesøgning under frie forhold.
Kilde: Landbrugsstyrelsen og DCA Foto: Store Skærping